En norsk skorstensfejer er begyndt at drømme om David Bowie. Bowie kommer hen imod den kristne familiefar og ser på ham – eller måske rettere lige igennem ham – med et blik, så den drømmende skorstensfejer føler sig som en kvinde. I begyndelsen føles den genkommende drøm som et mareridt, men efterhånden som skorstensfejeren tøvende overgiver sig til den, begynder drømmen at føles sært nydelsesfuld.
Der er mange ord i fortællingen om skorstensfejerne, der mærker kønsidentiteten sætte sig i skred, men dialogerne flyder let i den første film i trilogien ’Sex’, ’Drømme’ og ’Kærlighed’.


























