Det bedste film og tv
I mens jeg ser det første afsnit af årets nye DR julekalender ‘Julehjertets hemmelighed’, tænker jeg meget over, hvor vigtig en rolle fortiden spiller, både i julen og i julekalendere. Julekalenderen er med til at skabe et stort rum inden i barndommen, hvor vi kan forstå, at der er noget, der går forud for os selv, at de brosten, der er i byen, er blevet betrådt af børn for hundrede år siden, der har haft kræmmerhuse i hænderne og røde kinder, at »julen er gammel og julen er ny«, som der synges i temamelodien til den nu omdiskuterede Pyrus-julekalender.
Det var interessant at se, hvordan debatten om julekalenderen ’Alletiders Julemand’ med Pyrus fra 1997 har rullet hen over medierne som en tordenstorm i den seneste uge. For jeg har altid tænkt, at julekalenderen er det sted, hvor fortiden kan få lov til at blive fri af vores mistænksomme voksne blikke.
Debatten blev udløst af, at TV 2 har aflyst at vise tredje del af Pyrus og erstatte den med ’Alletiders Eventyr’, der er en anden del af julekalenderen om Pyrus. På grund af nogle stødende scener. En seer har angiveligt klaget over de dansende børn, der er malet sorte og klædt ud som flødeboller. Scenerne kan give voksne associationer til blackface-karikaturer af sorte mennesker, der ikke er heldige, men det mest uheldige ville være at give disse associationer videre til børn, der måske faktisk bare ser nogle dansede flødeboller dér, hvor vi andre ser historiens grimme gamle spøgelser.
Julekalendere vil uundgåeligt blive forældede jo længere tid, der går. Men det er også en del af deres magi, at vi tager dem frem gennem tiderne og tilgiver de kiksede, umoderne detaljer og hæfter os ved, at tiderne er skiftet, men julen forbliver.
