I generationer har biografgængere og tv-seere forlystet sig med at se, hvorledes frygtløse hvide nybyggere stred sig vej i det nordamerikanske vildnis for at skabe sig en tilværelse og i den forbindelse nedlagde vilde dyr og store mængder af de oprindelige indbyggere. Det var en kamp mod naturen, og derfor havde de europæiske indvandrere et legitimt oplysningsprojekt, når de med våben og værktøj i hænderne trampede sig vej: De kom med Gud i ryggen.
Det er også her, serien ’1883’ lægger ud. Ansigtsmalede indianere kæmper mod et vogntog – ikke mindst en smuk hvidklædt kvinde, der ikke er til sinds at underkaste sig angriberne og deres buer og pile. Poetisk tager det sig ud. Scenariet løftes op i en mytologisk sfære, så man forstår, hvorfor westerngenren også omtales som ’hesteopera’. Godt og ondt, liv og død, helte og skurke er abstrakte værdier i et rum, hvor politik, race og køn behændigt er bortretoucheret.
