Google var engang internettets bibliotekar. En hjælpsom mellemmand, der sendte os videre til kilder, eksperter, offentlige institutioner, opslagsværker og medier. Men med Googles seneste ai-udmeldinger står det klart, at søgemaskinen, som vi har kendt den i næsten 30 år, er ved at blive afløst af noget andet: En svarmaskine. Det er ikke bare endnu en teknologisk opdatering af Google Search. Det er et grundlæggende skifte i den måde, viden organiseres, distribueres og forstås på online.
Google har allerede i praksis monopol på adgangen til viden på nettet. Omkring 60 procent af alle Google-søgninger ender i dag uden et klik videre til andre websites. Brugerne bliver hos Google. Det er længe siden, Google primært fungerede som en neutral vejviser. Nu bliver udviklingen endnu tydeligere: De blå links forsvinder gradvist og bliver erstattet af ai-genererede svar, hvor information bliver kombineret, kondenseret og serveret direkte til os. Brugeren får ikke længere blot en liste over kilder, men færdige svar, opsummeringer, anbefalinger og opfølgende spørgsmål direkte i Googles interface. Det er hurtigt. Bekvemt. Men det ændrer fundamentalt måden, vi finder, vurderer og forstår viden på. For når ai-systemer giver svaret direkte, forsvinder incitamentet til at besøge de steder, hvor viden faktisk bliver produceret, redigeret, kvalitetssikret og vedligeholdt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

