Jeg indrømmer, at det var al detektivmystikken omkring den anonyme italienske forfatter Elena Ferrante, der fik mig til at kaste mig over bøgerne i hendes fire bind lange ’Napoli-serie’. Især første bog, ’Min geniale veninde’, opslugte mig med sin mærkværdige og skæbnesvangre fortælling om et venskab imellem to napolitanske piger, der bliver voksne sammen og både vokser fra hinanden og sammen i erindringens romantiske skær.
HBO’s tv-serie-version af Elenas Ferrantes Napoli-trilogi havde en perfekt symbiose med bogforlægget og formåede med en stram og stringent minimalisme at oversætte bøgernes vokseværkstemning og rå skildringer af familiefejder, som var det Lars von Triers film ’Dogville’. Næsten alt tøjet var gråt, og tv-serien lignede meget tydeligt en kulisse. HBO-serien formåede at læne sig op ad en bogs begrænsninger, for i begrænsningerne bliver der mere plads til seerens egen fantasi og indlevelse.
