Vietnamkrigen synger på sidste vers, mens den seksuelle frigørelse er i fulde omdrejninger. Vuggende vandsenge og sækkestole er det sidste skrig, mens luften er tyk af pot. Det er 1973 og stadig pænt groovy i Californien.
Instruktøren Paul Thomas Anderson var kun tre år gammel i 1973, så det kan ikke være hans egen historie, han 1:1 fortæller i ’Licorice Pizza’. Alligevel ser man filmen med en tydelig fornemmelse af at aflæse instruktørens egen håndskrift.


























