Det bedste film og tv
Dansk slow cinema er ikke en akademisk stiløvelse eller et dybsindigt filmmetafysisk forsøg på at hensætte tilskueren i en slags grænseoverskridende trancetilstand. Dansk sløw cinema går gerne i gummirøjsere og tager sig den tid, det tager at smøre et rundstykke med tandsmør og pålægge det med hjemmelavet rullepølse.
Det kan lyde som to meget forskellige ting, men uanset om slow cinema er undfanget i en østasiatisk jungle eller på den forblæste marsk i Sønderjylland, så handler det i begge tilfælde om at komme tættere ind på livet, end den gængse underholdningsfilm med alle dens fortælletekniske hundekunstner formår.
Instruktøren, jeg taler om, er Frelle Petersen, der i 2019 fik et overraskende gennembrud med sin anden spillefilm ’Onkel’. En stilfærdig, virkelighedsnær og målt på tempo og action absolut sløwfilmisk oplevelse. I ’Onkel’s fortælling om den unge pige Kris, der uselvisk fravælger sine egne fremtidsmuligheder som dyrlæge for at tage sig af sin syge onkel og hans bondegård, var man meget langt fra både Hovedstaden og dansk mainstream.
Og lige præcis derfor ramte ’Onkel’ en nerve, der havde stået og ventet på at blive ramt. En landbofilm uden skyggen af programmatisk socialrealisme, ironisk københavneri eller provinsen skildret som det groteske.
