Det bedste film og tv
Stilen er realistisk i Joachim Triers ’Verdens værste menneske’, men i to markante sekvenser bliver den brat brudt.
I den første fortryllende afbrydelse står verden stille omkring filmens hovedperson Julie, mens hun smider alt, hvad hun har i hænderne, for at opsøge sin nye forelskelse, Eivind. Imens Julie løber igennem Oslos gader, står alle andre mennesker, hunde og biler som frosset i et langstrakt øjeblik. Tiden står stille. Jeg har svært ved at komme i tanke om en mere malerisk illustration af forelskelsens genfortryllelse.
Det andet brud på realismen er jeg knap så begejstret for. Efter at have spist spids nøgenhat oplever Julie et trip, hvor ekskæresten Aksels tegneseriefigurer blander sig med syrede syner og fortrængt familiehistorie. Det er teknisk elegant lavet, men hvor ét brud på realismen ligner et mirakel, ligner to en repetition.
Og det gør det, selv om Julies trip faktisk på vaks facon løser en knude i manuskriptet. Der skal nemlig gøres op med en fysisk såvel som følelsesmæssigt fraværende far, der har gjort det svært for Julie at elske sig selv. Og dermed også svært for hende at elske andre mere end flygtigt og forbigående. Nu kan komplekset forløses med et snuptag. Væk med faderens massive fravær – uden at det bliver et hovedspor i fortællingen.
