Anmeldelse
Jeg frygtede et blankpoleret epos
Men Joaquin Phoenix gør Napoleon både mere spændende og galere end nogensinde
I denne anmeldelse giver jeg filmen 5 hjerter
At Ridley Scott er det tætteste, filmkunsten kommer på en feltherre, demonstrerer han overlegent i sin skildring af slaget ved Austerlitz i 1805.
Slaget, som var en af Napoleons største triumfer, fandt sted i vinterkulden. I forrygende billeder ser man både fra oven og fra neden kanonkuglerne smadre igennem isen, mens sprællende soldater og heste går til bunds i blodigt isvand. Samtidig føler man faktisk, man har en slags overblik over den slagplan, Napoleon er ved at føre ud i livet.
Fra ’Black Hawk Down’ til ’ Gladiator’, ’Kingdom of Heaven’ og ’The Last Duel’ har Ridley Scott bevist, at slagscener udført med både fysisk kraft og omhu for den historiske detalje er en disciplin, han mestrer som ingen anden.
Så i hans ’Napoleon’ er spørgsmålet ikke, om slagscenerne vil være i orden, men om Ridley Scott også har formået at lave en film, som, mens den gaber over et vældigt historisk stof, får skabt en medrivende og interessant fortælling. Det synes jeg, han i overraskende grad præsterer med sit bud på feltherren og eneherskeren, som nød tilnavnet den lille korporal.
Joaquin Phoenix giver en mere turbulent og fortættet fortolkning
At have Joaquin Phoenix til at spille Napoleon, sikrer, at min interesse er vakt i samme øjeblik, hans skulende ansigt med det snu, stædige, skråsikre blik toner frem på lærredet. Når man tidligere har set Napoleon på film, har man typisk set ham som en sammenbidt frikadelle med spytkrølle og hånden stukket ind under uniformsfrakken, men Joaquin Phoenix giver en mere turbulent og fortættet fortolkning.
Ligner han mon mest Napoleon eller Joaquin Phoenix? Ja, det kan jo nok diskuteres, men i mine øjne er gevinsten stor.
SF Studios
I en tid med diktatorer
Ridley Scott har længe drømt om at tage Napoleonshatten på. Nu har tiden været moden. Selv en imponerende produktiv 85-årig instruktør har næppe mange flere storfilm i sig. Men tiden er også på anden måde moden. Usikre og urolige tider gøder jorden for diktatorer. I en tid, hvor Putin hærger i øst, og Trump trompeterer i vest, er det ikke svært at finde genklang for en fortælling om en opkomling, der førte sit land til triumf og ruin, mens han lod sin egen grænseløse ærgerrighed være enehersker.
Så det giver mening, at Scott og hans manusforfatter David Scarpa ( som Scott første gang arbejdede sammen med i ’All The Money In the World’), lader fortællingen begynde med guillotineringen af Marie Antoinette og Robespierres terrorregimente. I en kaotisk tid efter revolutionen og med truslen om fedladne royalisters comeback i kulissen, blev vejen til magten snart banet for den handlekraftige og skruppelløse befalingsmand fra Korsika.
Napoleon vil erobre Europa, men han vil også erobre Joséphine
Det kunne minde om det gamle Rom, hvor feltherrer fra provinserne lod sig krone til kejsere, når de forlod deres lejr for at rykke mod imperiets hovedstad. Parallellen til Roms soldaterkejsere var ikke tabt på Napoleon, der ikke ville være konge, men gerne kejser som forbilledet Cæsar.
Napoleons krige med de mange sejre og de få, men fatale, nederlag, må nødvendigvis være dramaets røde tråd. Men i betragtning af, hvor stor en del af fortællingen om Napoleon, der er defineret af krig, lykkes det med et enkelt greb at lave en film, som også handler om andet end krig. Napoleon vil erobre Europa, men han vil også erobre Joséphine. Selv om hendes forsvarsværker hurtigt falder, kan Napoleon aldrig føle sig sikker på, om han nu også har erobret hende helt.
Den lille
I nogle af Ridley Scotts film er det pertentlige i hans historiske interesse løbet af med ham, men i ’Napoleon’ får han takket være Joaquin Phoenix også en film med et vildt hjerte.
Denne Napoleon er kompliceret. En ærgerrig opkomling med en glubende appetit på magt, ære og respekt. Han vil respekteres af verdens mægtige, men er samtidig en ubehøvlet provinsbisse med dårlige manerer. Han giver ikke fem flade øre for nedarvede privilegier, mens drømmer selv om at grundlægge et dynasti. Denne Napoleon er lige så sammensat, som han er raffineret og rustik. En Alexander den Store fra folkedybet.
Det er lige før, Napoleon tuder af raseri
Og så er der Joséphine. Spændende spillet af Vanesse Kirby i rollen som elskerinden, der blev kejserinde for et imperium. Napoleon elsker og begærer hende, men hun er ikke for fastholdere, og den udi det erotiske anderledes erfarne Joséphine får åbenlyst ikke meget sjov ud af Napoleons bonderøvsknalderi. Det er asymmetri for hver en skilling, men alligevel bliver de dybt afhængige af hinanden.
Forude ligger Moskvas brand og tilbagetoget i den russiske kulde, der skulle koste ham næsten alle hans mænd. Mænd. Mand. Manddom. Det er omkring denne treenighed, filmen dunker. Napoleon ville tage på felttog til Helvede for at dukke sine modstandere. Men de mange soldater, der ville gå igennem ild og vand for ham – og som gav ham det kærlige kælenavn Den Lille Korporal, fordi de så ham som en af deres – så han dem overhovedet?
Joaquin Phoenix leger skjul med den skuffede dreng i den store mand. Sammen med sine mænd er han parat til at modstå alverdens strabadser, men bliver skuffet som en lille dreng, da den russiske zar lader ham indtage et mennesketomt Moskva. Det er lige før, Napoleon tuder af raseri, da han i et af Ridley Scotts mere frapperende billeder sætter sig skæbnetungt på zarens trone i et tomt palads, mens duerne skider på hans erobring.