Hvor er det egentlig en smuk og mærkværdig ting, at der kan blive ved med at dukke skuespillere op, som bare håndterer deres instrument med en anden klang og udtryk end noget, man hørt og set helt magen til før.
Tag nu blot Adam Driver. En stor mand med brystkasse som en ladeport og et mørkt dramatisk ansigt med en kraftfuld næse og en mund, der let trækker mod sarkasme og alvor, men røber en ekstrem følsomhed. En voldsom og yderst nænsom skuespiller, der som den mest naturlige sag i verden kridter skuespilleriets bane op i hele dets længde og bredde. En dyb stemme over en dyb brønd.


























