Jeg er besat af datingprogrammer! At se datingprogrammer er ligesom at dingle i andre menneskers længsel og luftkasteller – man er oftest skeptisk beskuer til tvivlsom, oppustet eller akavet kemi, men nogle sjældne gange får man sommerfugle i maven, indtil menneskerne i fjernsynet lander hårdt på jorden efter at have taget sig nogle store urealistiske svæveture på de lyserøde skyer.
Men selv om datingprogrammerne understreger, at det er svært at være romantiker i en kynisk tid, hvor det godt kan føles, som om der altid er en bedre mulighed på den anden side af en date, er datingprogrammerne også håbets alter, et sted at gå hen og heppe og håbe på kærligheden på vores alle sammens vegne.


























