Det bedste film og tv
Skumle præster og stenhårde nonner skorter det ikke på, men der er en god grund til, at klosterdramaer ikke just står i kø i filmhistorien. Hvis man lige ser bort fra de giftige intriger i ’Rosens navn’, er det stille klosterliv med dets nagelfaste rutiner ikke det mest oplagte stof til filmisk dramatik. Altså medmindre rutinerne bliver forstyrret af udefrakommende uromagere.
I Xavier Beauvois’ fremragende ’Om guder og mænd’ (2010) rystes livet i og omkring et lille nordafrikansk kloster således af krigen mellem militær og islamiske jihadister. I Katrine Brocks’ debutfilm ’Den store stilhed’ er der ikke tale om noget så brutalt som trusler om halshugning, men den dramaturgiske effekt er beslægtet, da Søster Alma meget imod sin vilje bliver opsøgt af sin kaotiske bror Erik.
Erik dukker naturligvis op, netop som hans søster Siljes besindelsestid er ved at være overstået. Silje står foran ceremonien, der afslutter hendes tid som novice. Fra nu af skal Eriks søster Silje vende ryggen til alt verdsligt og i stedet som Søster Alma vie sit liv til Jesus Kristus, som hænger tavs og stille på klosterets vægge. Tavs og tilgivende, men krævende alt, hvis først man træffer sit valg.
I skikkelse af Elliott Crosset Hove kommer Erik tumlende ind i det moderne danske kloster, der ligner en svømmehal eller en forstadsfolkeskole mere end et klassisk middelalderkloster. Men selv uden en Erik til at lave rav i stilhedens glasbutik er der en underliggende uro blandt søstrene af det evige lys. At Silje har fået søsternavnet Alma, den godgørende, føles på en eller anden måde som for meget ... af det gode.
