Når amerikanske basketballklubber skal købe nye spillere inden sæsonstart, foregår det delvist efter førstevælgerprincippet, som man kender fra skolegården inden en fodboldkamp. Under intens mediedækning trækkes der lod om, hvem der starter, og det kan være afgørende, fordi ankomsten af en stor spiller kan ændre en klubs skæbne.
I første afsnit af tv-serien ’Winning Time: The Rise of the Lakers Dynasty’ bliver der slået plat og krone om købet af ligaens hotteste navn, Magic Johnson. Mønten snurrer i slowmotion, mens der klippes til nervøse klubejere i Boston Celtic og Los Angeles Lakers og til Earvin Magic Johnson i Michigan, som de kæmper om. Jeg var fuldstændig fikseret af den mønt.







