Lemlæstet, kørt over og efterladt på en strand. »Nogen har villet gøre ham tavs«, skulle Pasolinis gode ven og kollega Bernardo Bertolucci have sagt om det endnu uopklarede mord på den italienske forfatter og filmskaber Pier Paolo Pasolini i 1975, da han var blot 53 år gammel.
Vi kan gisne om, hvem der dræbte ham, for den umiddelbare løsning på sagen, der viste sig, da den 17-årige trækkerdreng Giuseppe Pelosi i dagene efter tilstod mordet, holdt ikke vand. Retsmedicinske undersøgelser afslørede, at der havde været flere om det, og skønt meget peger i retning af mafiaen – særligt fordi Pasolini netop havde fortalt, at han var i færd med at undersøge dens rolle i mandlig prostitution – er det hele mudret til af konspirationsteorier og halve sandheder. Hvilket ikke gør fascinationen af den kontroversielle kunstner mindre.
Det er lørdag i denne weekend 100 år siden, at Pasolini blev født, og det går ikke ubemærket hen, hverken inden for eller uden for Italiens grænser. En hurtig Google-søgning viser, at der er store udstillinger og filmserier i som minimum Rom, Bologna, Bruxelles, Madrid, London og Los Angeles foruden København. Der er mindeoplæsning i Rönnells Antikvariat i Stockholm, den by, der var målet for Pasolinis sidste udlandsbesøg, to uger før han blev myrdet. I Paris blev en hel stribe Pasolini-dokumentarer og Pasolini-lignende dokumentarer allerede vist sidste forår i Pompidou-centret.
Verden er grebet af Pasolini-feber, og forestillingen om eneren, der aldrig nåede at indfri sit fulde talent, ligger ligefor, når man skal forklare fascinationskraften.
