Der er gået ild i en sværm af genmodificerede kæmpegræshopper, der truer med at æde hele verdens afgrøder, og nu er nattehimlen oplyst af en flammende tornado.
Sådan en græshoppe kan brænde i lang tid, så ti minutter senere spidder Jeff Goldblum en af dem og kaster spyddet ind i gabet på en giganotosaurus. Den er tæt på at kløjes i det, men får hostet lidt og spyr så ild med samme kraft som en drage i ’Game of Thrones’.
Dinosaurerne er reduceret til drabelige filmmonstre i ’Jurassic World: Dominion’, og nej, hvor bliver det dog latterligt i længden.
Godt nok har alle film i ’Jurassic’-franchisen i bund og grund været en slags øko-horror om natur, der hævner sig på mennesket, fordi det har forstyrret økosystemet. Vi skal lade dinosaurerne i fred i stedet for at kontrollere dem, for kun på den måde kan vi genoprette en bæredygtig verdensorden.
