0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I det sidste årti er øko-horror vendt stærkt tilbage som klimabevidst filmgenre om en hævngerrig natur. Som her i ’The Ruins’ fra 2008, hvor mexicanske slyngplanter dræber amerikanske turister.

Den næste Godzilla-film viser, at naturens hævn over mennesket igen er blevet blockbuster-materiale

Til sommer vender Godzilla tilbage til biograferne. Som en brølende klimarapport, der lader menneskeheden vide, at naturen ikke længere finder sig i vores misbrug. Publikummet til filmgenren cli-fi, der siden 1970’erne har ladet naturen hævne sig på mennesker, stiger i takt med at bekymringen over klimaets tilstand vokser. Men spørgsmålet er, hvem der får mest ud af det. Filmene eller klimaet?

FOR ABONNENTER

Verden er i gang med at forandre sig«. Sådan lyder en voiceover i traileren til den nye film om Godzilla, der får verdenspremiere i maj.

Billeder af døde fisk i havoverfladen og orkaner, der blæser forstæder til ruiner, kender vi fra medierne, når der rapporteres om klimaforandringer. »Den masseudryddelse, vi frygtede, er allerede begyndt«, fortsætter stemmen. »Og vi er årsagen. Vi er infektionen«.

Da filmhistoriens mest legendariske monster dukkede op for første gang i den japanske film fra 1954, var det som inkarnationen af et nationalt traume efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Og i de mange amerikanske og japanske sequels (efterfølgere) hærgede Godzilla som en metafor for den atomare oprustning, der skræmte verden i 1950’erne og 1960’erne.

Men i år rejser den sig fra et forurenet hav fyldt med mikroplast i stedet for stråler. Monstret, der altid har været et barn af vores kollektive frygt, rammer os nu som en brølende klimarapport med dystre udsigter.

’Godzilla’ har forvandlet sig fra sci-fi til cli-fi, climate fiction, som man kalder fiktion, der handler om menneskeskabte klimaforandringer.

Genren, der blandt andet omfatter naturkatastrofefilm og økohorror, hvor naturen hævner sig på mennesket, har siden 1970’erne afspejlet den måde, vi forholder os til klimaforandringer på.

Fra gysere med seriøse budskaber, over 1980’erne og 1990’ernes latterliggørelse af miljøforkæmpere til i dag, hvor biograferne kan fylde salene med dommedagsprofetier i storfilm, der spiller på vores øgede bevidsthed om menneskets uoprettelige skader på kloden.

Spørgsmålet er så, om filmene bare lukrerer på katastrofen, eller om de også kan gøre en forskel. Problemet med klimaforandringerne er, at de for mange har været abstrakte, så måske kan en blockbuster gøre dem mere konkrete som en synlig og reel trussel?

Courtesy Of Warner Bros. Picture/Ritzau Scanpix
Foto: Courtesy Of Warner Bros. Picture/Ritzau Scanpix

Giddens’ paradoks

I sin bog ’The Politics of Climate Change’ fra 2009 skrev sociologen Anthony Giddens, at »fordi de farer, der er forbundet med global opvarmning, ikke er håndgribelige, umiddelbare eller synlige i hverdagen (…) så vil mange fortsætte med ikke at gøre noget konkret ved dem«.

Heden og tørken under sidste års danske sommer gav klimadebatten ny energi herhjemme, problemet blev umiddelbart og kropsligt. Medierne skruede op for dækningen, politikerne gav klimaet højere prioritet, og den enkelte begyndte i højere grad at forholde sig til sit eget CO2-aftryk.

Problemet er bare ifølge Giddens, at det så altid vil være for sent: »At vente, til de (problemerne, red.) bliver synlige og akutte, (…) er per definition for sent«.

Giddens’ paradoks er kernen i naturkatastrofefilm. Miljøforkæmpere forsøger forgæves at overbevise skeptiske politikere, men først da en indifferent befolkning tages på sengen af en stormflod, vågner verden op til virkeligheden. Mens dommedag er blæst i gang.

I traileren til den nye ’Godzilla’-film ser vi en teenager stå på taget af et højhus, hvor en let vind får et flag til at bølge blødt i luften. »Den masseudryddelse, vi frygtede …«, siger voiceoveren. Pause. Med et hug stiger vinden til stormstyrke og får flaget til at blafre rasende foran hendes forfærdede blik. Voiceoveren fortsætter: »… er allerede begyndt«. Katastrofen ankommer med et hug, og så er det for sent. I horisonten ser hun stormen komme mod hende, mens den knuser skyskrabere på sin vej.

Derefter følger billeder af monstre, som dukker frem fra permafrosten og minder os om den seneste rapport fra Grønland, der viser, at smeltningen af indlandsisen er accelereret inden for de sidste to årtier til et tempo, der sprænger skalaen. Og hvis det fortsætter, har andre forskere advaret, kan det ende med at frigøre så store mængder metangas, at den globale opvarmning vil gå amok i en eksponentiel kurve.

’Godzilla’ vil gøre klimakrisen synlig med utvetydige referencer til helt aktuelle problemer. Men den vil først og fremmest levere underholdning, der kan sælge billetter.

Kritikere mener, at cli-fi-film bedøver befolkningen ved at gøre klimakrisen til underholdning. At spektaklet overskygger problemets alvor og gør os til passive forbrugere af katastrofebilleder.

På den anden side har selv skeptiske videnskabsmænd erkendt, at filmene har et potentiale til at bringe miljøbevidsthed ud til en bredere befolkning og sætte klimakamp på dagsorden.

»Vi ved alle, at en enkelt katastrofefilm er lige så meget værd som 1.000 miljøtaler tilsammen«, sagde miljøaktivisten Laurie David til Al Gore, da hun skulle overtale ham til at forvandle sit omrejsende lysbilledshow om klodens klimatiske tilstand til en dokumentarfilm.

Det var lige efter den storsælgende naturkatastrofefilm ’The Day After Tomorrow’ fra 2004, som ifølge flere undersøgelser havde fået flere amerikanere end nogensinde før til at bekymre sig om klimaforandringerne.

Laurie David var også filmproducer og endte med at producere Al Gores oscarvindende og nobelprisudløsende dokumentarfilm ’En ubekvem sandhed’ fra 2006. Efterfølgende har hverken hun eller Gore lagt skjul på, at uden ’The Day After Tomorrow’ var lysbilledshowet sandsynligvis ikke blevet til en film.

Naturen bider igen

’The Day After Tomorrow’ tog udgangspunkt i reelle problemstillinger, og med dens succes i 2004 blev cli-fi-filmene mere seriøse. Sådan som de havde været i 1970’erne, hvor de etablerede sig som selvstændig genre.

Årtiet markerede et vendepunkt for miljøbevægelser med etableringen af The Environmental Protection Agency i USA, den første Earth Day og ikke mindst stiftelsen af Greenpeace.

De videnskabelige samfund blev mere eller mindre enige om, at fossile brændstoffer sendte foruroligende store mængder CO2 op i atmosfæren, mens det også begyndte at gå op for almindelige mennesker, at de selv, og ikke kun regeringerne, havde en del af skylden med deres forurenede forbrugervaner.

Man forstod, at mennesket havde misbrugt naturen, og i filmene begyndte naturen nu at bide fra sig, sådan som man også så det i virkeligheden, når forstyrrede økosystemer begyndte at opføre sig uforudsigeligt.

»It’s the day that nature strikes back« (det er dagen, hvor naturen slår igen) står der på plakaten til en af genrens ikoniske film ’Frogs’ fra 1972, hvor millionæren Jason Crockett fejrer sin fødselsdag med familie og venner, da frøerne i de omkringliggende sumpe begynder at kommunikere telepatisk med den øvrige fauna for at iværksætte et angreb.

Dreamworks
Foto: Dreamworks

Florafobi. I det sidste årti er øko-horror vendt stærkt tilbage som klimabevidst filmgenre om en hævngerrig natur. Som her i ’The Ruins’ fra 2008, hvor mexicanske slyngplanter dræber amerikanske turister.

Familien Crockett har nemlig forurenet sumpene i årevis med kemikalier, der har gjort frøerne psykotiske. Og selv om Jason Crockett insisterer på, at »mennesket regerer verden«, bliver han omringet af kvækkende kryb til sidst. Naturen vinder.

Selv om plakaten viser en frø med en afbidt menneskearm stikkende ud af munden, byder filmen ikke på kæmpe monstre, men helt almindelige dyr. Siden 1950’erne var filmmonstre skrumpet mere og mere i størrelse, og i 1970’erne havde de fået en skala, der var 1:1 med virkelighedens fauna. Cli-fi-film var på sin vis blevet realistiske.

I ’The Day of the Animals’ fra 1977 bliver en gruppe vandrere i bjergene angrebet af fugle, pumaer, slanger og andre dyr, som tilsyneladende er blevet sindssyge på grund af det tynde ozonlag. Og i den australske økohorror ’Long Weekend’ fra 1978 bliver et par camperende miljøsvin angrebet af områdets dyr, fordi de smider skrald og tændte cigaretskod i naturen og sprayer med insektgift.

Mere komisk end uhyggeligt

Vi er langt fra de specielle effekter og store budgetter i Godzilla-filmene, og kvaliteten er også derefter. En af actionscenerne i ’Long Weekend’ involverer en gnaver, der bider en mand i hånden. Der er slet ikke så skræmmende, som mandens skrig giver udtryk for, og som i ’Frogs’ bliver det ofte mere komisk end uhyggeligt, når grævlinger, padder og krager går på hævntogt.

Men filmene var forløbere for Steven Spielbergs ’Dødens gab’, der i 1975 skabte et gennembrud for genren. Som i ’Frogs’ handler den om grådige kapitalisters rovdrift og lokale myndigheders inkompetence, da en badeby angribes af en stor hvid haj. Med ’Dødens gab’ slog naturen tilbage, så man faktisk blev skræmt, og filmen slog alle salgsrekorder, da den kom ud i biograferne.

I 80’erne var det, som om folk var blevet trætte af at tale om klimaproblemer. I USA var den brede befolkning mere bekymret for deres privatøkonomi i en lavkonjunktur med høj arbejdsløshed.

Det var eliten, der havde råd til at tænke på miljøet, og i medierne blev det normalt at kalde miljøaktivisterne for ’The Birkenstock Bourgeoisie’.

Det tog pusten ud af cli-fi-genren, og i 1990’erne var det nået til et punkt, hvor klimaproblemerne var noget, man grinede ad i biograferne. I Tim Burtons ’Batman Returns’ fra 1992 går skurken Pingvinen til valg som borgmester med et slogan, der er ment som en joke: »Stop Global Warming! Start Global Cooling!«.

I 1995 ødelagde Kevin Costner sin karriere med ’Waterworld’ om en krigshærget verden, der er druknet under smeltede poler. Man grinede ad Costners gælleudstyrede helt, og ’Waterworld’ blev et kæmpe flop.

Global opvarmning som drama

10 år senere var verden en anden. Klimakrisen var taget til i styrke, og ifølge en omfattende undersøgelse fra 2008 foretaget af American Statistical Association troede 84 procent af den amerikanske befolkning på menneskeskabt global opvarmning. Det var mere end dobbelt så mange som i 1991, hvor den sidste undersøgelse blev foretaget.

Men i 2004, hvor ’The Day After Tomorrow’ havde premiere, var klimaet stadig noget, hverken politikere eller medier prioriterede. I Det Hvide Hus censurerede man de bekymrende rapporter og forhindrede videnskabsmænd i at dele deres forskningsresultater med offentligheden.

Til gengæld havde den amerikanske regering ikke samme magt over underholdningsindustrien, og Roland Emmerichs film fik en afgørende indflydelse.

American International Pictures/American International Pictures
Foto: American International Pictures/American International Pictures

Pioneren. Frøerne i en af de første øko-horrorfilm, ’Frogs’ fra 1972, er ikke så store som filmplakaten lover. De har naturlig størrelse, men til gengæld har forurening forvandlet dem til psykopatiske mordere.

I en videnskabelig udgivelse offentliggjorde forskeren Anthony A. Leiserowitz resultatet af en koordineret global undersøgelse af publikums reaktioner på ’The Day After Tomorrow’. Og konklusionen var klar: Filmen havde »en betydelig indflydelse på opfattelsen af risici forbundet med klimaforandringer, konceptuelle modeller, adfærdsintentioner og havde endda indflydelse på, hvem biografgængerne overvejede at stemme på«.

Filmens popularitet gav også forskerne et større publikum til deres arbejde, og trods deres kritik af filmens videnskabelige redelighed var de fleste reaktioner fra laboratorierne positive over filmens evne til at sætte klimaet på dagsordenen.

Efter Emmerichs blockbuster fulgte flere film, der gjorde global opvarmning til drama. Alene mellem 2007 og 2008 var der premiere på ’End of the World’, ’The 11th Hour’, ’The Day the Earth Stood Still’, ’Quantum of Solace’, ’Wall-E’ og ’Avatar’.

Og så var der altså Al Gores indflydelsesrige dokumentar, ’En ubekvem sandhed’, der udnyttede kølvandet efter ’The Day After Tomorrow’ som gratis pr, samtidig med at dens form var direkte inspireret af spillefilmens dramaturgi med dens sammenstilling af klimatiske problemer og følelsesladede familiehistorier, der gjorde det før så abstrakte emne nært og vedkommende for publikum.

Naturens grammatik

Cirklen til 1970’ernes seriøse cli-fi-film blev sluttet med Harold Klossers score til ’The Day After Tomorrow’, hvor et ledemotiv med to toner som i ’Dødens gab’ fulgte stormen og gjorde den til en karakter. Og siden er naturen for alvor begyndt at bide fra sig fra filmlærredet.

Nu er det bare ikke enkelte dyr, der hævner sig på grund af lokale forureninger, eller vejrfænomener, der raserer enkelte regioner. Nu er det naturen som økosystem, der vender sig imod os.

Som hæren af træer, Enterne, der rejser sig mod Sarumans planer om verdensherredømme i ’Ringenes Herre: De To Tårne’, mexicanske slyngplanter i ’The Ruins’ fra 2008, som trænger ind i amerikanske turister, eller træerne i M. Night Shyamalans ’The Happening’ fra 2008, der får mennesker til at begå selvmord.

Der er ikke længere frøer, der kvækker angrebet i gang. Ingen pumaer, der hvæser, eller fugle, der skriger, når naturen angriber os. Naturen kan nu også være uhyggelig som et fravær. En understregning af, at symbiosen mellem menneske og natur er brudt for bestandigt.

Det er en uhygge, der udtrykker vores aktuelle frygt for, at den globale opvarmning måske har nået det kritiske vendepunkt, hvor vi ikke kan bremse udviklingen. Hvor naturen har overtaget styringen. Som et system, vi ikke længere hører hjemme i, og som ikke har mere at sige til os.

I irske Lorcan Finnegans økohorrorfilm ’Without Name’ flytter landmåleren Eric ud i en fjern skov, der ikke har noget navn på landkortet, for at opmåle området til boligbebyggelse. I ensomhed bliver han tiltagende vanvittig, mens skoven synes at være intelligent. Eric begynder at hallucinere under arbejdet, mens han finder optegnelser fra en tidligere landmåler, der blev sindssyg i forsøget på at finde frem til naturens grammatik. Tegninger af svampe, strukturer i trækroner og fraktaler i bladenes mønstre.

Eric vender sig efterhånden mod boliginvestorerne og forsøger at blive ét med skoven. Men det er for sent. »Communicate!«, råber en nøgen Eric midt i et svampetrip i skoven. Skoven virker truende, men forbliver stille.

Dister Group
Foto: Dister Group

Bidske snegle. I 80’erne grinte man af miljøaktivister, og i ’Slugs’ fra 1988 er det også svært at tage budskabet seriøst, når man ser en muteret snegl åbne et tandbesat gab for at bide en mand i fingeren.

Vi har glemt vores samhørighed med naturen. Vi har glemt, at vi er dens søstre og brødre, og i Terrence Malicks visuelle syretrip af en dokumentar ’Voyage of Time’ er naturen i stedet blevet til en mor. En autoritet, som har forladt os.

»Mother. Where did you go? Why did you leave me? Why are you silent?«, lyder det i filmens sparsomme monolog, hvor en voiceover synes at tale på menneskehedens vegne.

»Mother, speak to me!«.

Men Moder Jord er stille. Og derfor uhyggelig: »Mother. I fear you. You whom I should love«.

Stilheden er tegn på, at der er noget galt. At dommedag lurer i horisonten. I november sidste år bragte New York Times en feature om insekternes forsvinden og kaldte den ’The Insect Apocalypse Is Here’.

Den handlede om danske Sune Boye Riis og hans oplevelse af stilheden på en cykeltur i de nordsjællandske skove. Det mindede om hans barndom. Men der manglede noget. Der var ingen fluer og myg i munden. Og der var ikke noget, der summede som dansk sommer.

Bestanden af insekter er i frit fald, og i artiklen siger den britiske entomolog Dave Goulson: »Det er en debat, vi har brug for at have hurtigst muligt. Hvis vi mister insekterne, vil livet på Jorden …«, siger han uden at afslutte.

Naturen lever videre

I nye cli-fi-film er stilheden altså et tegn på det endelige brud mellem menneske og natur. Men fraværet af natur er kun et fravær i menneskets blik. Klimakrise fører nemlig ikke til naturens undergang. Det er menneskets eksistens, der er truet. Naturen skal nok finde en måde at leve videre på.

Som voiceoveren siger i traileren til den nye ’Godzilla’: »Vi er infektionen. Men som alle levende organismer reagerede Jorden med en feber til at bekæmpe denne infektion«.

I film som ’The Bay’ fra 2008, ’The Thaw’ fra 2009 og ’Upstream Color’ fra 2013 kommer angrebet snigende i stilhed. Som parasitter, der er muterede for at tilpasse sig det nye økosystem, som menneskets miljømisbrug har forårsaget.

Vi bliver ikke længere bidt i hånden af en sur gnaver i duel. Vi bliver udnyttet af parasitter i deres egen overlevelseskamp. Naturen er nok stille for os, men den lever videre som et eget system, der begynder at bruge mennesket som ressource.

Ojala Productions
Foto: Ojala Productions

Realisme. De seneste års øko-horrorfilm tager i stigende grad udgangspunkt i virkelige hændelser. ’Strange Nature’ fra 2018 handler for eksempel om de uforklarligt mange deformerede frøer i staten Minnesota.

Angribende parasitter er samtidig det perfekte billede på det ødelagte forhold mellem menneske og natur. Mange parasitter lever i en såkaldt mutualistisk symbiose med deres værter, hvor samlivet er til gavn for begge parter. I økohorror med parasitter er den symbiose brudt, og parasitter må angribe mennesker for at overleve.

Selv om cli-fi-film per definition er dystopier med katastrofen som præmis, er de ultimativt en formulering af håb. Når naturen vækkes til live som hævner, ophører den samtidig med at være en passiv ressource for mennesket. Den ophører med at være en tingsverden, og i den fremstilling ligger der også et håb om, at vi kan reetablere det gensidige afhængighedsforhold mellem os og Moder Jord.

I traileren til den nye film ligner Godzilla en allieret. Men ikke et kæledyr, som politikerne spottende kalder den. Det er os, der er dens kæledyr, lyder det advarende fra en forsker.

Hvem får mest ud af det?

Det er på tide, at vi holder op med at behandle naturen som en underordnet. Den har taget magten, og vores eksistens afhænger af, om vi adlyder dens diktater. Men i cli-fi-film opstår håbet først, når katastrofen er indtruffet. Når det er for sent at forhindre den, indser de mennesker, der efterlades tilbage i ruinerne, at de må skifte kurs i deres behandling af naturen.

På den måde tjener filmene som en opsang med et indlejret håb om, at publikum vil indse, at »det her er, hvad der sker, hvis vi ikke gør noget nu!«.

I sydkoreanske Joon-ho Bongs ’Snowpiercer’ fra 2013 foregår to timer af handlingen i det tog, der tjener som et refugium for de få overlevende, efter at et forfejlet forsøg på at ændre klimakrisen har udryddet alt liv på jorden. Men i slutningen stiger Yone og Timmy ud af toget og får øje på en isbjørn på toppen af en bakke.

’Snowpiercer’ blev godt modtaget af anmeldere, og selv om den aldrig fik så stort et publikum som ’The Day After Tomorrow’, blev den også et hit i biograferne, og i Sydkorea blev det en af de bedst indtjenende film nogensinde.

I Kina er Stephen Chows økokomedie ’The Mermaid’ fra 2016 den syvende mest sete blockbuster i landet, kun overgået af titler som’Star Wars: The Force Awakens’, ’Avatar’, ’Titanic’ og ’Jurassic World’.

Det er uhørt for en kinesisk film, men afspejler også, at præsident Xi Jinping og premierminister Li Keqiang er lykkedes med at gøre klimakampen til en patriotisk sag. Undersøgelser viser, at befolkningsandelen, der tror på, at klimaforandringer er en trussel mod verden, er dobbelt så stor i Kina som i USA.

Så publikummet til cli-fi-filmene stiger, i takt med at bekymringen over klimaets tilstand stiger. Spørgsmålet er så, hvem der får mest ud af det. Filmene eller klimaet?

For selv om film som ’The Day After Tomorrow’ skabte større miljøbevidsthed i USA, er der ikke noget, der tyder på, at det fik amerikanerne til at ændre deres vaner, så det gjorde en forskel. Og ifølge flere undersøgelser har Al Gores prisvindende dokumentar, ’En ubekvem sandhed’, der fik medvind af katastrofefilmen, heller ikke haft en afgørende effekt på den almindelige befolknings forbrug.

Underholdning kan måske fungere som oplysning, men oplysning fører ikke nødvendigvis til handling.