Da jeg i 1973 sad på gulvet i stuen hjemme hos min farmor på Nørrebro og så Elvis fra Hawaii i verdens første satellittransmitterede koncert, havde jeg kun en vag fornemmelse af, hvor stor Elvis var. Eller havde været.
For mig var Elvis først og fremmest ham den irriterende gamle flødebolle, der fire år tidligere med sin sentimentalt skvulpende stemme havde sunget ’In the Ghetto’ og dermed i flere uger holdt mit elskede Creedence Clearwater Revival væk fra toptis førsteplads.
Det var først meget senere, da The Clash ’citerede’ Elvis med sit omslag til ’London Calling’, og en af mine veninder havde et seriøst crush på Elvis anno sort læder og hoftevrikkende ’Hound Dog’ og ’Heartbreak Hotel’, at storheden for alvor begyndte at gå op for mig.
Elvis forhånet og forgudet. The King. Den hvide mand, der solgte alle de plader med sort musik, som sorte kunstnere dengang aldrig ville kunne sælge i samme skala. Elvis, der lånte med arme og ben fra den sorte musik, som han dygtigt digtede videre på, men aldrig glemte, hvor kom fra. Det er Baz Luhrmann helt på det rene med, så han fører omhyggeligt Elvis tilbage til Beale Street, hvor den sorte musik rockede, rullede og regerede.
