Jeg har aldrig forstået, hvordan børn og teenagere kan holde ud at sidde og kigge på hinanden spille computer i timevis. Uden selv at deltage skal man se på en ven, der roder rundt i de samme baner uden at komme videre. Men jeg anerkender det som et kulturfællesskab, jeg givetvis bare er for gammel til at gennemskue.
Sådan har jeg det også efter at have set maratonfinalen på to afsnit af fjerde sæson af Netflix’ kæmpehit ’Stranger Things’. Det var som at se en stædig gamer nægte at give op, mens hans kamp mod monstret blev ved at ende i game over og tilbage til start. Den samme bane igen og igen. Hvis ’Stranger Things’ var et computerspil, ville jeg gå på YouTube for at finde en walk through, der kunne vise mig vejen til next level.
I sæsonens første del a syv afsnit blev vi efterladt med udsigten til det endelige slag mellem vores unge venner og monstret Vecna. Det kommer så nu i sæsonens part 2, som tager os frem og tilbage mellem det amerikanske lillebysamfund Hawkins og parallelverdenen The Upside Down. Gennem portaler, der igen er blevet åbnet, så helvede kan bryde løs. Det er godt nok tit, der dramaturgisk er lagt op til et dødsstød, som så alligevel rammer ved siden af. Afslutningen af fjerde sæson kører så meget i ring, at man mister orienteringen og stirrer fartblind frem for sig.
Finalen over to afsnit er fire timer lang. Fire timer! Det sidste afsnit alene varer to en halv time. Det svarer til en meget lang spillefilm bare uden start, midte og slutning, fordi vi er nået til afviklingen af et plot, der allerede har syntes langtrukkent i alle sæsonens ni afsnit.
