Som smurt ind i orange opkast og Nutella-brun tyndskid sidder jeg i biografsædet og undertvinger en brækrefleks. Det udløser en anden automatreaktion: Det her er stor filmkunst. Modigt, grænsebrydende og skide fucking ligeglad med den gode smag. Denne satire over de superrige er strålende grotesk kunst, når det er bedst, i sin barokke sammenstilling af diamanter og diarré.
På den anden side. Jeg må jo også undertvinge samme brækrefleks, når jeg ser en fulderik ørle på fortovet foran Jernbanecaféen på J-dag. Og det er ikke ligefrem kunst.
Så hvor er vi henne i Ruben Östlunds guldpalmevinder ’Triangle of Sadness’? Er det blændende eller banalt? Det tog mig lang tid at lande et sted midtimellem. For der er bare noget fantastisk ved fysisk ubehag på film. Det kan vidne om kompromisløs kunst, som er nødvendig for at kortslutte de kulturelle koder, vi går rundt og er forblændede af.
Den ekstremt ulækre søgang om bord på en luksusyacht er da også filmens claim to fame. Dens centrale moment, som fylder hele 20 minutter af midterste akt. Problemet er bare, at man – jeg – ender med at føle mig manipuleret af en ikke særligt subtil provokatør med en klar pointe om at pisse op og ned ad min kulturelitære rygrad.
