Christian Gammelgaard scorede Vejles foreløbigt sidste mål i Superligaen, og det rakte til sejr i Odense.

Tidlig scoring sikrer Vejle gevinst i Superliga-farvel

Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix
Foto: Robert Wengler/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Der var lige præcis intet andet end æren og en god afslutning på sæsonen at spille for, da OB tog imod Vejle i sidste runde af Superligaen. OB ville slutte som toer i nedrykningsspillet, og Vejles nedrykning blev en realitet for flere uger siden. Det var dog de gæstende jyder, som sluttede bedst af med en 1-0-sejr i Odense. Det var Vejles blot femte sejr i 32 ligakampe i sæsonen.

Efter bare et par minutters spil kom gæsterne i front. OB-keeper Theo Sander mistimede et indgreb og fik bokset en modstander i hovedet. Et VAR-tjek gav Vejle et straffespark, som Christian Gammelgaard omsatte.

Det var ellers hjemmeholdet, som sad på alt spillet i kampens indledning, men fynboerne formåede stort set aldrig at blive farlige. Vejle kunne arbejde sig lidt bedre ind i kampen og kunne uden større besvær tage 1-0-føringen med til pausesnakken.

Anden halvleg bød på langt mere intensitet og flere chancer i begge ender. Andrew Hjulsager troede, at han havde gjort det til 2-0 efter godt en times spil, men et VAR-gennemsyn afslørede en snert offside i opspillet.

OB blev bedre til at omsætte de mange pasninger til chancer, og Tobias Haahr i Vejle-målet fik en del mere at se til. Han måtte have stolpen til hjælp på et frispark ti minutter før tid, inden han selv diskede op med en stor redning på riposten.

Det blev 45 underholdende minutter, hvor fynboerne lagde et godt tryk i kampens afslutning. Det lykkedes dog vejlenserne at holde stand og forlade Superligaen med en sejr som sidste aftryk.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her