White Noise’ begynder med et brag. Bogstavelig talt. Klip efter klip med biler, der smadrer spektakulært ind i hinanden eller vælter ned ad bjergsider. Biljagten, harmonikasammenstødet, den flyvende politibil og tankvognen, der opsluges af sin egen ildkugle, har været faste indslag i utallige amerikanske film.
Men braget er ikke et ægte brag. Det er braget som trope. Sammenstødet som sproglig figur og braget udlagt intellektuelt. Det, vi er vidner til, er ikke smadrede biler, men en forelæsning om bilsammenstød på film som et udtryk for ærkeamerikansk tro på vitalisme, fremtiden og en fortsat uskyldig destruktion af forbrugsgenstande. En slags hyperoptimistsik forbrugerisme in extremis.
Ikkeamerikanske film, hævder forelæseren, har bare aldrig kunnet dekonstruere automobiler med samme smittende og uskyldige energi. At have råd til at smadre er et udtryk for overskud og ikke en årsag til bekymring på kulturens vegne. Eller er det?
Forelæsningen bliver holdt af en af de førende akademikere på uddannelsesinstitutionen med det ironisk ophøjede navn College-on-the-Hill. Forelæseren Murray Siskind har ambitioner om at blive institutionens førende Elvis-ekspert, så han kan blive en lige så stor profil som Jack Gladney, der er blevet den helt store Hitler-mand, på trods af at han er ny som naziekspert og taler et elendigt tysk. Hitler og Elvis, de to masseforførere har masser at snakke om via Jack og Murray, så længe man bare holder sig på et postmoderne plan og en ironisk aflæsning af kulturens koder.
