Kun iført hvide underbukser sidder en stor og afmægtig Nicolas Bro bleg og stille som en saltstøtte på vippen over den turkise pool, mens han ligner et katatonisk sindbillede på aftenlandets undergang.
Åbningsbilledet i Christian Lollikes første spillefilm, ’Kagefabrikken’, fører uvilkårligt tankerne i retning af Ulrich Seidl og den østrigske filmkultur, der mere end nogen anden stadig er knyttet til teaterdramatikkens sans for at skildre den afskrællede menneskelighed ved hjælp af det rå tableau.
Billedet skudt af Manuel Alberto Claro er frapperende og lige til at ramme ind, men giver mig også lidt bange anelser for ’Kagefabrikken’. Er det for meget Seidl på dansk, for meget filmteater?
Lollike har i 15 år været den måske mest radikale danske dramatiker. Når de svære aktuelle ting skulle tackles, har Christian Lollike ofte været instruktøren, dramatikeren og teaterdirektøren, der har gjort det uden frygt og fine fornemmelser.
