I den intelligente samtidsdiagnosticerende sci-fi-gyser ’M3GAN’ møder vi en dukke, der bliver for god til at tænke selv. En morderisk skabning som så mange før den. Men det skræmmende ved hende her er, at hendes kræfter minder en hel del om den mind control, vi kender fra en iPad.
Promoveret som ’verdens bedste legetøj’ er hun en ret præcis analogi over den teknologi, der synes at besætte vores børn, som vi skælder ud for deres afhængighed uden at se, at det er os selv, der placerer dem i sofaen. Overladt til en død opdrager, fordi vi ikke selv har tid og mentalt overskud til at lege eller lytte.
Vi hader den skærm, og hvad den gør ved os. Og et sted derinde hader vi os selv for at give den lov. Næste morgen fortsætter vi så med at indlemme den i vores familie som et centralt medlem.
Men ’M3GAN’ kan få os til at stoppe op et øjeblik. Filmen er tilpas nuanceret i portrættet af hverdagsdynamikken, avanceret i sin forståelse af teknologi og ubønhørlig i sin blotlæggelse af vores elendige navigering i en skærmtid.
