Det er ikke virus eller klima eller krig, der præger tidens film og serier, men en omfattende udmattelse. En resignation i arbejdslivet, et sammenbrud i vores institutioner og en disillusion i troen på, at det overhovedet kan være anderledes.
Arbejdspladsen har til alle tider dannet ramme for drama i vores fælles fortællinger. Den har altid været stedet, hvor især komedierne kunne udstille psykopater i jakkesæt og lusede mellemlederopportunister, der som et par highfivende Hitler og Eichmann hygger sig sammen, i år bedst repræsenteret i DR-serien ’Orkestret’.
Men i år er arbejdspladsen og arbejdsglæden en større dramatisk spiller i alle genrer. Og den er ikke blot en tilfældig ramme, men genstand for en kritik af kernen.
Vi er i folkeskolen, på fabrikken, i køkkenet, men især på hospitalet, hvor én ting går igen: Det hele falder sammen om ørerne på lederne, der trods al deres jovialitet eller anerkendende kynisme står hjælpeløse tilbage i et holdningsmæssigt paradigmeskift uden at vide, hvad der skal skiftes til.
