En stor Buster Keaton-plakat har fulgt mig som en talisman igennem hele mit voksne liv.
På plakaten står Buster i klassisk positur med de store hænder ydmygt foldet foran sit smalle skjortebryst. Den lille, flade pork pie-hat ligger som en tallerken oven på et ansigt hugget i blød granit. Et stoisk-melankolsk ansigtsudtryk røber intet, men fortæller ikke desto mindre så meget om den sære kunst at være menneske.
Bag det sagtmodige ydre gemte sig en helt med et ukueligt gåpåmod, som mod alle odds, og uanset om vejrudsigten bød på orkan eller stormflod, var parat til at kæmpe for sin kærlighed til sidste suk.
At betragte Buster Keatons ansigt har for mig altid mindet lidt om at se fortrøstningsfuldt på nattehimlens stjerner. Jeg kan stadig mande mig op med Bogart, blive våd i øjnene med Ingrid Bergman og blive dansefjollet med Gene Kelly, men Keaton er en redningsplanke. For mig er der ingen over de to stumfilmstjerner Buster Keaton og Charlie Chaplin.
