Vi befinder os i slut-90’erne, og Dianas død har rystet dronningen i sin selvtillidsfulde grundvold. Den folkekære premierminister Tony Blair presser på for reformer inden for kongehuset. Måske, forslår han, er det på tide at luge ud i mængden af uhyre specifikke jobfunktioner ved hoffet?
Med vanlig pligtopfyldenhed mødes Elizabeth med alt fra – og nota bene: Det kommende er ikke satire – dronningens urtestrøerske, den kongelige sækkepibespiller, tjeneren med eneansvar for den nederlandske hørservietfoldning og selvfølgelig regentens pudevårsansvarlige. Men det er mødet med den royale svanevogter, et embede indstiftet i 1400-tallet, da svaner var en delikatesse ved hoffet, der gør størst indtryk.
»Om end vi ønsker, at vores pragt er bestandig, kan intet fra fordums tid bevares«, hedder det i det oldgamle pergamentlignende dokument ’Love, bekendtgørelser og regler desangående svaner’, der er svanevogterens bibel, og hvor svanens hvide skønhed besynges som et symbol på altings foranderlighed. Dronningen ligner en, der indser noget.
Men er det hendes royale pragt, som ikke kan være bestandig? Eller er det Blair (Bertie Carvel) og reformisterne, der er flygtige, som det hvide i svanens fjer?
