Artikler, der handler om reality-tv, og især dating-varianten af reality-tv, begynder stort set altid med, at skribenten kommer med en redegørelse for, hvorfor dating-tv faktisk ikke er så underlødigt, som man skulle tro. Hvordan det at fråde andre menneskers romantiske liv nærmest er på højde med at læse de store skønlitterære klassikere, når det gælder empatisk indlevelse og horisontudvidelser.
Kald det kærlighedsantropologi, kald det lige, hvad du vil, åh-uh-åh, jeg har efterhånden smidt det kulturanalytiske figenblad og må sande, at jeg går til dating-tv som en glubsk backpacker ved en snasket morgenbuffet på Cabinn.
Der er mange tomme kalorier, men når den kærlighedsgud, som tilbedes mere eller mindre trofast og ægte i forskellige koncepter, en sjælden gang imellem beslutter sig for at dukke op, flammer håbet op.
Men der er langt mellem, at jeg bliver rørt i mit hjerte over dating-tv. Jeg foragter, jeg ynker, jeg solidariserer mig og jeg harcellerer mest. Den kynisme, som selvfølgelig altid vil være til stede i en eller anden form i bestræbelsen på at tjene penge på andres følelser og liv, er taget til. I mange af de nyeste dating-koncepter er kærligheden højst et utilsigtet biprodukt – ikke længere main character.
