Proklamationen af det tyske kejserrige blev forberedt i dybeste hemmelighed. Det skulle foregå 18. januar 1871 i Versailles lige uden for Paris, der stadig var belejret af tyske tropper. Den fransk-tyske krig var ikke forbi, og de tyske generaler frygtede voldsomme lokale oprør, hvis det kom frem, at kong Wilhelm skulle udråbes til kejser i et slot, der udgjorde et fransk nationalsymbol.
Ikke engang maleren Anton von Werner, som kronprins Friedrich Wilhelm per telegram havde beordret til fronten for at forevige begivenheden, anede, hvad der skulle ske. I prinsens telegram stod bare, at der ville ske noget, der var »værdigt for hans pensel«.
Den nye og første tyske nationalstat fandtes allerede. Den tyske forfatning var trådt i kraft 1. januar, for efter Preussens sejrrige krige mod Danmark i 1864 og mod sin største konkurrent, Østrig, i 1866 havde de mange tyske småstater indset de ændrede magtforhold i Centraleuropa efter disse såkaldte ’samlingskrige’ (Vereinigungskriege) og tilsluttet sig Det Andet Rige.
»Samlingskrigene og senere Første Verdenskrig har – især i nabolandene – domineret opfattelsen af kejserriget, og man har overset den modernisering af samfundet, der skete i kejsertiden«, siger den prisbelønnede professor i nyere tysk historie Hedwig Richter i et telefoninterview fra München, hvor hun forsker og underviser på Bundeswehruniversität.
