Andre præsidenter har naturligvis handlet i kulturel kapital før ham – også uden for de finere kunstarters kredse.
Richard Nixon inviterede Elvis Presley til Det Hvide Hus. Ronald Reagan var den første filmstjerne-præsident. Bill Clinton spillede saxofon for MTV-ungdommen i Arsenio Halls tv-show. Og Barack Obama blev et popidol, der hang ud med Beyoncé og Jay-Z, når han ikke uddelte medaljer til Bob Dylan.
Men Donald Trump har helt opløst skellet mellem politik og popkultur. Præsidentembedet er blevet et realityshow, der følger samme dramaturgi som i en wrestling-forestilling. I stedet for halvt show, halvt sport er det bare halvt show, halvt politik.
Trump har været en disruption i den oprindelige forstand: en kortslutning af den verden, vi kendte, der efterlader os et sted, hvor ingen aner, hvilken fremtid der ligger foran os. Og som en forvridning af den amerikanske virkelighed har han efterladt sine kritikere lige så bovlamme som modvilligt tiltrukket af hans tæppebombardement af tweets og overdrevne retorik.
