Jeg får et lille hverdagseuforisk sug i maven, hver gang jeg ser, at der ligger et nyt afsnit af min absolutte yndlingspodcast ’Maintenance phase’ i min podcast-app. Podcasten er en ugentligt tilbagevendende samtalepodcast mellem forfatter og fedmeaktivist Aubrey Gordon og journalist Michael Hobbes. Den kan bedst beskrives som en anti-wellness-podcast, der hver uge gennemhegler og faktatjekker slanke-, skønheds- og wellnessindustrien med en kulturkritisk intelligens og et politisk, satirisk og menneskevarmt overskud, der gør mig lykkelig.
Uge efter uge.
Men de to kunne seriøst tale om logistiske udfordringer i toiletsædeindustrien, og jeg ville sluge hvert et ord. De er mine venner, siger jeg, bevidst om at det er patetisk. Og de eksisterer side om side med alle mine andre mere eller mindre tætte lydbekendtskaber, som i højere og højere grad er tilbagevendende daglige eller ugentlige podcasts om alt fra almene nyheder til politiske eller popkulturelle snakkeprogrammer. Podcast er blevet hverdagsrutine.
Der sker noget med podcast i disse år. En massiv udvikling, som har skabt et regulært boom i antallet af podcasts i alle genrer – fra fortællende, dybdeborende podcast til de genkommende samtalepodcasts. Der findes ikke det niche-emne, som ikke har sin egen samtalepodcast eller den true crime-fortælling, der ikke kaster ti nye forslag af sig i Spotify eller på Apple, eller hvor man lytter.
