Jesper Just fortæller historier. Historier i stort format. Historier, som vi selv skal redigere i vores bevidsthed. På ’Servitudes’ – en af denne sæsons mest overbevisende udstillinger – er der blot blevet plads til flere historier end i begyndelsen af Justs karriere, hvor der ofte kun var én.
Denne gang er der otte i det hele, hver af omkring ni minutters varighed. På hver sin måde bidrager disse historiske tableauer til den køligt perfektible helhed, som hele udstillingen er et mønstereksempel på.
Men med Just er der ikke tale om historier i gængs forstand. De har hverken en klar begyndelse eller afslutning. De beskriver snarere noget, der kan fortsætte og fortsætte, altså en tilstand. Og tilstanden konfronterer os med spørgsmål som: Hvorfor skal tilværelsen mellem mennesker være så ensom? Så afsondret? Så umenneskelig?
Spørgsmålet er – som tidligere hos Just – om hvordan og hvorvidt individer i en hypermoderne verden overhovedet kan træde i relation til deres omgivelser. Ofte slæber disse individer ligefrem rundt på et handikap, der spærrer dem inde i deres egen bevidsthed. Så prøver de at overvinde denne udfordring, denne handlingslammelse, fordi de inderst inde har viljen til det.
