De glitrer og blinker.
Ved en af pontonerne uden for Arsenale – en samling gamle skibsværfter, der i dag udgør en stor del af verdens ældste kunstbiennale i Venedig – svæver kuber i spejlglas over vandet og kaster skygger og refleksioner.
Skal det forestille skyer? Tjernobylsk radioaktivt nedfald? Eller er det en hyldestspejling af en af verdens mest mytiske laguner?
Det er først, når man tjekker titlen på værket, at man for alvor forstår, hvad den argentinske kunstner Tomás Saracenos forsøger at visualisere. ’On the Disappearence of Clouds’ handler om »en fremtid uden drivhusgasser og fossile brændstoffer«, og spejlskyerne er en dystopisk lysende duet mellem de stigende vandstande og stadig hårdere bankende solstråler fra oven, forstår jeg på præsentationen på hans Instagram.
