0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Andrej Vasilenko/PR
Foto: Andrej Vasilenko/PR

På biennalen i Venedig er folk for første gang begyndt at diskutere kunstbranchens helt store paradoks

Kunsten er i disse år oversvømmet med værker, der vil have os til at tænke over klodens fremtid. Også på årets biennale i Venedig, der er i fuld gang. Men i og uden for branchen spørger kritikere nu, om klimakunsten kan undgå at lyde hul i en verden, hvor både kunstnere, værker og kunstturister flyver kloden rundt og sviner – og lader oliepenge betale en stor del af festen.

FOR ABONNENTER

De glitrer og blinker.

Ved en af pontonerne uden for Arsenale – en samling gamle skibsværfter, der i dag udgør en stor del af verdens ældste kunstbiennale i Venedig – svæver kuber i spejlglas over vandet og kaster skygger og refleksioner.

Skal det forestille skyer? Tjernobylsk radioaktivt nedfald? Eller er det en hyldestspejling af en af verdens mest mytiske laguner?

Det er først, når man tjekker titlen på værket, at man for alvor forstår, hvad den argentinske kunstner Tomás Saracenos forsøger at visualisere. ’On the Disappearence of Clouds’ handler om »en fremtid uden drivhusgasser og fossile brændstoffer«, og spejlskyerne er en dystopisk lysende duet mellem de stigende vandstande og stadig hårdere bankende solstråler fra oven, forstår jeg på præsentationen på hans Instagram.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce