Nu sad de og de fleste af os andre derhjemme og gloede ind i usikkerheden og intetheden eller bare i en skærm – dag ud og dag ind. På ubestemt tid.
Man kunne stadig gå i supermarkedet. Og i Matas. Og i Lagkagehuset. Og købe kaffe-to go på de små cafeer.
Svuip, svuip. To pump med håndspritten på kaffebarens disk. Kontaktløs betaling i Netto med ekspedienten bag den frithængende forrude af plexiglas.
Mens de offentlige institutioner var lukket over en bred kam – museerne og kunsthallerne med – holdt gallerierne pause, men åbnede så småt igen. Var det nu tid til refleksion? Til at gentænke den verden, vi havde skabt for os selv?
