Centralt på lærredet her på kunstmuseet ARoS har en liggende kvinde åbnet et sæt gloende, røde kønslæber. Dunkle hankønsvæsner, dirrende, ophedede til det rødglødende, har kurs mod hendes sorte dyb.
’Cherchez la Femme’, hedder maleriet fra 1954. Bogstaveligt oversat: Søg kvinden. På planchen ved siden af på museets niveau 5 uddybes ’Den erotiske drivkraft’:
»Jorn var en skørtejæger, som vidste, at hver gang han blev forelsket, voksede hans skaberkraft«.
Det er Erlend Høyersten, direktør på ARoS i Aarhus, der for nogle år siden besluttede sig for at vise to af dansk kunsts store, Asger Jorn og Per Kirkeby, på samme udstilling. Han vidste ikke på det tidspunkt, at han på grund af corona ville komme til at åbne og lukke udstillingen på under en måned. Det var en helt anden problemstilling, der trængte sig på, da museet arbejdede med de to kunstnere. Kunstverdenen havde fået en ny dagsorden og måtte som resten af verden akut forholde sig til ubalancen mellem køn og racer. Og set med det blik »kunne vi godt se«, at den længe planlagte udstilling pludselig virkede ude af takt med resten af verden:
