Som barn kom Jacob Fabricius ofte på Sæby Kirkegård i Nordjylland. Han gik ad stierne for at besøge sin morfars grav, forbi ligusterhække i knæhøjde, formklippede buske, knoldbegonier og blankpolerede granitsten.
»På vejen passerede jeg familien Worsts familiegravsted og en mindesten til ære for de mænd, der mistede livet på søen og aldrig blev fundet«, fortæller den i dag 50-årige kurator.
Jacob Fabricius havde aldrig nogensinde mødt hverken familien Worst eller de druknede fiskere, dengang de levede.
»Jeg havde derfor ingen relation til dem what so ever. Men jeg kendte dem. Deres gravmonumenter var vigtige i min lille drengehjerne«, siger han.
