De stille stuers maler lukkede ikke helt døren efter sig, da han gik bort i 1916. Han lod den stå så meget på klem, at andre kunne komme ind med deres eget indbo. Siden dengang har mere end én kunstner vist evner til at bosætte sig i næsten de samme stuer, hvor Vilhelm Hammershøi holdt til, og hvorfra han lod sine billeder tage form: Et sted, hvor lys og skygge delte alle linjer mellem sig.
Blot fordi Hammershøi gik bort, gik han nemlig ikke af mode, og hvis han i sin høje, svale himmel vidste, hvor meget der stadig tales og skrives om hans værker og ikke mindst om priserne på dem, ville han sikkert i pagt med sin natur besvare omverdenens glubende interesse med en vis forlegenhed. For han var en kunstner, der om nogen ønskede at vende ryggen til distraherende fristelser – lidt på samme måde, som hans hustru Ida åbenbart fik besked på at gøre, når han gjorde hende til en del af motivet i ægteparrets rummelige stuer på Christianshavn.
Men kunstlivet af i dag har ikke gjort det samme som Hammershøi. Det har bestemt ikke vendt ham ryggen.
Hammershøi inspirerer stadig kunsthistorikere, litterater og forfattere, senest Jesper Wung Sung, der i marts udgav romanen ’Kvinde set fra ryggen’ om hans muse og livsledsagerske, Ida Hammershøi. Men inspirerer han også billedkunstnere?
