Det ender med døden.
Georg Brandes’ datter, Astrid, dør ti år gammel efter kort tids sygdom – det var difteri. Og hendes lig bringes til fotografen, så der kan tages et sidste billede. Og maleren Harald Slott-Møller foreviger hende, som hun ligger lit de parade, sminket, med blomster som en dyne over den døde krop.
Udstillingens sidste rum er lille og fortættet og tilbyder en form for konkluderende pointe omkring malerkunstens syge pigers skæbner: Enten overlevede de, eller også gik det dem som Astrid Brandes.
Eller som Elsa. Datter af kunstner Laurits Tuxen, foreviget i et lille privat maleri, som det nok aldrig nogensinde var tiltænkt, at den brede og store offentlighed skulle besigtige. Maleren har gengivet den afdøde datter som en lille glad engel i en kreds af jævnaldrende, fire år, der ser ud, som om de er fanget i deres unge alders kroppe på en alt for nuttet ønskeø. De er engle i himmelen, og ja klart, udstillingens titel med den noget dansk-top-agtige klang, ’Englens kys’, finder sit ekko i et værk som dette.
Det gør den også i det sukrede maleri ’H.C Andersen læser historien om Engelen for malerindens børn’ fra 1862 af Elisabeth Jerichau Baumann, der, som titlen siger, viser selveste H.C. Andersen i færd med at læse om den engel, som giver udstillingen sin titel, for den syge pige, alt imens hendes søskende ser på. Den syges øjne er våde og feberblanke og – lad os være ærlige – angler lige lovlig meget efter sympati.
