Beklager, men denne tekst begynder med et James Joyce-citat. Endda fra ’Ulysses’. Hermed advaret.
»Historien er et mareridt [...] som jeg forsøger at vågne af«, skriver den irske forfatter et sted i sin roman og minder om, at historien – fremdriften i verden, om man vil – i moderniteten – efter Guds bortgang – ikke længere har noget andet mål end sig selv. Den er et kaos af vold og voldsomheder og, bevares, af skønhed. Men – og det er den store kamel at sluge – fører ingen steder hen.
Det er ikke destinationen, men selve rejsen, som man siger, hvis man er forfalden til klicheer. Messias er lagt i graven og stiger ikke op igen. Der findes ingen grande finale.
Men så er der kunsten. Er kunsten det bedste middel, vi har til at skabe orden i det kaos, som historien er? Er kunsten bredt anskuet – alle billederne, sangene, litteraturen, teatret og poesien – et strukturerende princip, der gør det muligt at forbinde sig til verdens entropiske vælten sig gennem verdensrummet?
