Erik A. Frandsen fik at vide af sin kone, at hun ikke havde set ham så glad før, som i det første år under coronapandemien, hvor alle aftaler pludselig forsvandt, og han bare gik i sit atelier og malede af ren lyst.
Erik A. Frandsen elsker blomster, smukke kakler og tæpper, ornamentik og billeder, der er komponeret, så de er behagelige at se på. Det er med kunst som med mennesker, siger han: Ingen kan føre en dialog med nogen, der råber. Derfor mener han, at kunstnerne skal generobre skønheden som et domæne, der for længe har været tabt.
Erik A. Frandsen har drejet sin store Volvo-firhjulstrækker ind ad en grusvej lige ved siden af betalingsanlægget ved Storebæltsbroen. Han stiller den på parkeringspladsen ved Isbådsmuseet, der ligger som sidste hus inden havet.
»Det er sgu da fedt, mand«, siger Frandsen.
Begejstret over, at det findes. Isbådsmuseet, havet, omgivelserne.
Vi går ned under broen, der er blåmalet og svær at kapere i al sin tyngde. Lastbilerne snor sig som farvede elefanter på række efter hinanden over os.
Annonce