Jeg hørte forleden kunsthistoriker og kurator Emilie Boe Bierlich omtale den tilsyneladende systematiske aflysning af kvindelige kunstnere i kunsthistorieskrivningen op gennem det 20. århundrede som en »ødipal revolte«.
Ud over at ødipal revolte lyder sexet, giver det mening at forestille sig, at der har foregået en måske, måske ikke, underbevidst skriven de kvindelige kunstnere ud af historien som et territorialt modtræk til, at nu havde kvinderne endelig ret til at hæve og administrere deres egen løn (1880). Til at gå på kunstakademiet på (nogenlunde) lige fod med mændene (1908). Til at stemme ved og opstille til de demokratiske valg til Rigsdagen (1915) og at få sideordnet forældremyndighed over egne børn (1922). Til abort (1973). Og så videre i rækken af frihedsrettigheder, som kvinder gennem historien har tilkæmpet sig.
At kvinderne sidenhen er skrevet ud af historien, ud af kunsthistorien, er det et udslag af hævngerrighed? Et macho-identitetspolitisk territorialt modangreb og et udsagn om, at nu skal I ikke komme for godt i gang, kvinder? Det virker ikke urimeligt at antage …
En ny revolte kan så tage fart og form og gør det. Samme Emilie Boe Bierlich kuraterede sidste år den store, lysende udstilling med billedhugger Anne Marie Carl-Nielsen på Glyptoteket. Nu, i mørkere og mindre sale på Den Hirschsprungske Samling, er det Bertha Wegmanns tur til at træde tilbage ind i kunsten og i historien om den. Selvfølgelig fandtes kvinderne i kunsten. De er blot blevet forvist til opmagasinering og til fodnoterne.
