Det er lyden af knirkende gulve. Eller er det? Lyder det mere, som om nogen ruller marmorkugler over træplankerne? Som en skonnert, der giver sig? Jeg flytter fødderne lidt fra side til side for at se, om det vitterlig er trægulvet på Brandts i Odense, som giver sig gevaldigt under mine 100 kilo.
Sådan står jeg og tripper lidt og glemmer at koncentrere mig om den danske maler Jens Juel, åbningsnummeret på den nye samlingsophængning på museums-kunsthals-konglomeratet i Odense. En kunstsamling, som efter at Fyns Kunstmuseum blev fusioneret med Brandts og sidenhen flyttede ind i den gamle klædefabrik, har skullet finde sig til rette i lokaler, som aldrig var tænkt som museum.
Og her bider jeg mig allerede ind en luns af ... skal vi kalde det problemet. Udfordringen? Virker det at lave museum i Brandts? Men det er alligevel for tidligt. Tilbage til Jens Juel ...
Vi havde ham altid i lommerne engang. Jens Juels portrætter dekorerede de danske pengesedler. Dem med firbenet og egernet som var på den anden side af papirlapperne.
