Det er Leonora Carrington selv, der kommer flyvende som en anden engel, en kropsløs komet af ravnsort hår. Med sig har hun et dyr, som jeg tænker kunne være en xoloitzcuintle, de berømte mexikanske hårløse hunde. Det ville i hvert fald give mening, idet Carrington i 1944, da hun maler ‘Arte 110’, er flygtet fra Anden Verdenskrig og har bosat sig i netop Mexico.
Med sin fremstrakte finger rører hun spidsen af en genstand – eller er det et levende væsen? Formationen giver mindelser om en spinderok og dermed også om Tornerose, der stikker sig på tenen og falder i den dybe søvn, der afholder hende fra at vokse videre ind i voksenlivet.
Men Carrington har ingen planer om hverken at gå i dvale eller overlade vækningen til en prins. Som hun selv tørt konstaterede, havde hun alt for travlt med at gøre oprør mod sin fine, britiske familie og finde sine egne ben som kunstner til at være nogens muse.
Leonora Carrington er født i 1917 og voksede op i en velhavende familie bosiddende i Lancashire. Som barn var hun stærkt optaget af de irske sagn og eventyr, som både hendes barnepige og mor kunne fortælle. Og så var hun tidligt klar over, at hendes vej i verden skulle være en helt anden end den, navnlig hendes far forestillede sig for hende.
