Forbi glasmontren med DDR-fortjenstmedaljer. Et blik ind i skabet med tunge, rubinrøde faner brugt til 1. maj-parader. Videre hen til arkivskuffer fyldt med optegnelser over mineskakter og kort, hvor sirlige, håndskrevne russiske ord i marginen kan tydes. Dybere og dybere viser Nico Loße ind i det tidligere mineselskab SDAG Wismuts depot – i sin tid et konglomerat med op til 100.000 ansatte, der under streng hemmeligholdelse udvandt uran til sovjetiske atombomber.
Fremme ved det bageste rum trykker han et sidste håndtag ned. Langsomt glider døren til det allerhelligste op. Hvad der opbevares her, er ikke tiltænkt offentlighedens øjne. Sikkert forvaret langt inde bag søjler, der flankerer hinanden som tremmer og udgør facaden af det tidligere mineselskabs imposante hovedkvarter her i udkanten af Chemnitz, befinder DDR’s vel nok største kunstskat sig.
»Omkring 4.300 værker samlede Wismut fra grundlæggelsen i 1946 til DDR’s afvikling i 1990«, fortæller 45-årige Nico Loße – assistent for direktøren i den fond, der efter Tysklands genforening fik til opgave at rydde op efter mineselskabets omfattende miljøødelæggelser.
Med kendermine tager Herr Loße fat om et maleri betydeligt højere end ham selv og hiver det med en øvet bevægelse ud i depotets sparsomme belysning: Eva Schulze-Knabes 250 gange 190 centimeter store ’Hauerbrigade Herzog’ fra 1973. Efter at have været stuvet af vejen i mere end tre årtier træder de fire minearbejdere på lærredet nu frem fra skyggerne. Atter vakt til live synes de at gøre sig klar til udføre deres dont i skakten med fornyet styrke.
