Dengang Vilhelm Hammershøi var en ung lovende kunstner, modtog han undervisning af P.S. Krøyer, og en dag i begyndelsen af 1880’erne måtte den 13 år ældre skagensmaler sætte sig ned for at lufte sin dybe undren i et brev til en ven.
»Jeg har en Elev, som maler ganske mærkeligt. Jeg forstår ham ikke, tror, at han vil blive betydelig, søger ikke at indvirke på ham«, skrev Krøyer.
Hammershøi slog siden igennem med sine portrætter og malerier af interiører ofte holdt i det, som forekom at være en sart, neutral gråtoneskala: grå, brun, sort, hvid.
Hammershøi stak ud i samtiden, han fascinerede og forvirrede og var ikke alle datidens kritikeres kop te.
