For halvandet år siden hældte Jack Kabangu spandevis af filterkaffe ned på sine døgnvagter som handikaphjælper. Nu kan han bælle champagne og skåle for sin raketsucces som storsælgende billedkunstner med et globalt publikum, hvis det er det, han vil.
»Det er eksploderet«, siger han lavmælt og med et genert smil.
»Hvis du havde sagt til mig for to år siden, hvor jeg ville være i dag, ville jeg ikke have troet dig«.
Men torsdag morgen på Frederiksberg, ikke langt fra hans atelier, er det stadig smagen af sort kaffe, han sværger til.
