Alting er i virkeligheden i konstant bevægelse. Omkring os, inde i os, gennem os. Hvert eneste sekund suser der i omegnen af 100 billioner neutrinoer gennem dig og videre gennem kloden og universet, så små, at intet stopper dem, så mange, at man bliver svimmel ved tanken.
Det er al denne evige bevægelse, der er det ene omdrejningspunkt for Copenhagen Contemporarys store udstilling med overskriften ‘Yet, It Moves’, der skulle være et citat fra selveste Galileo Galilei, om end det ikke ligefrem står skrevet i sten.
Men udstillingsprojektet har endnu en særlig vinkel, nemlig samarbejdet mellem kunstnere og forskere. Mange vil måske mene, at de to arbejdsformer må ligge meget langt fra hinanden, men det er ikke tilfældet, for både som forsker og som kunstner skal man være villig til at bevæge sig ud, hvor man ikke kan bunde, til at tage fejl og til derefter at finde en anden retning at bevæge sig videre i.
Nogle gange går man i ring, andre gange går man i stå, men som Asger Jorn sagde: Hvis man ikke går til yderligheder, er der ingen grund til at gå!
