Jeg havde det, som om jeg fandt guld i muld, da internettet fandt Kartoffelmuseet for mig til min sommerserie om mærkværdige museer, en serie, som finder sin afslutning her i mødet med kartoflen og dens kulturhistorie.
Det er historien om, hvordan den rejste fra Sydamerika og videre til køkkener over hele verden som pommes-dit-og-dat i det franske køkken, der igen har givet navn til de French fries, der findes, hvor de gyldne måger bor, og til de franske kartofler, der gassede sig på kakkelovnen hos min farmor, når det skulle være lidt fint.
Og så er den ophavsknolden til grundsubstansen i brændende kærlighed. Og husker du, da porre-kartoffel-suppen blev en landeplage i 1990’erne? Vi spiste den noget nær hver anden dag i min barndoms bofællesskab (fælleshus, fællesspisning, 30 familier), hvor det at skrælle bjerge af kartofler i grovkøkkenet besad sin egen grad af disciplinering: Jo mere du skræller, desto bedre rustet er du til livet.
Måske også derfor var vi en hel generation, der velvilligt smed den disciplinerende pligtkartoffel over bord, det sekund pastaskruen marcherede ind i bunden af madpyramiden. Kartoflen var en straf. Pasta var sexet. Kogevandet salt som middelhavet. Det kan godt være, at den kolde krig var forbi. Velkommen til stivelseskrigen!
