Rasmus Lyberth sidder over for mig ved det lille spisebord i køkkenet i Odense. Med det mest foranderlige ansigt, jeg kan huske at have set. Det er et landskab, det ansigt.
Nu har noget trukket sig lidt tilbage, er på vagt.
Her i køkkenet har han lige fortalt mig en erindring om at mane ånder i Vestjylland. Så jeg følte egentlig, at jeg tog et naturligt skridt fremad, da jeg for kun et øjeblik siden, hen over spisebordet, benævnte hans egentlige natur.
»Du er jo shaman, Rasmus Lyberth«, sagde jeg.
