David Dyrholm (DD): Det lader til, at det ellers rimelig sjældne duoformat, hvor trommer møder tangenter, har fået lidt af en renæssance herhjemme. Flere, især yngre, musikere afsøger de soniske muligheder i denne mikroskopiske rytmegruppe, og måske stammer inspirationen især fra Brad Mehlau og Mark Guilianas roste album ’Mehliana: Taming The Dragon’, der blev lidt af et hit tilbage i 2014. I hvert fald fornemmer man nogle af de samme musikalske greb hos danske Svaneborg Kardyb, dog her med et mere organisk og mindre synthesizer-tungt anslag.
I Svaneborg Kardybs univers møder Nikolaj Svaneborgs hoppende venstrehåndsbas fra 80’er-maskinen Roland Juno 60 de rumklangsindsvøbte harmonier og ofte næsten ballade-lækre melodier fra det endnu ældre elektromekaniske Wurlitzer-klaver, mens Jonas Kardyb bag trommerne både holder rytmen, men også får plads til at skeje ud i skæve percussionforløb og atmosfæriske teksturer med køller og bækkener.
Duoen med de to unge musikere debuterede sidste år, og blot et par måneder senere løb de med hele to statuetter ved Danish Music Awards Jazz. En solid start, for nu at sige det mildt.
Svaneborg Kardyb.Syv koncerter over hele landet i perioden 6.-28. februar.
