Højmessen er hot!
Du læste det her først. Og altså ikke kun i Vatikanet. Ikke kun i menighedsrådene. Men også blandt det store publikum, der måske ikke dukker op i hobetal om søndagen, men så i hvert fald til jul og til de hundredvis af akustiske koncerter med alt fra Caroline Henderson til Medina og Joey Moe, der hvert år afholdes foran altertavlerne.
Altså ude i samfundet, hvor vi måske slet ikke er så åndløse, som vi ellers kunne gå og tro. Man kan måske ligefrem sige, at det er blevet en tone i tiden at tale åbent om religion og spiritualitet. Se bare komiker Casper Christensen og skuespiller Lars Mikkelsen, der begge i store interviews har fortalt om deres bekendelse til kristendommen. Lyt til de lange samtaler om religiøsitet i DR’s ’Tid til tro’ og det storhittende ’Tal til mig’, hvor »ugens gæst fortæller om det øjeblik, der blev afgørende for hans eller hendes tro«, som vært Iben Maria Zeuthen formulerer det i programteksten. For ikke at glemme de mange fra Generation Z (født 1997-2010), for hvem astrologien fungerer som spirituelt afløb.
Den åbenhed spejles i det danske musiklandskab, og den moderne religiøse musik ser således ud til at have fundet fodfæste blandt et voksende antal ’rytmiske’ musikere, der udforsker Det Hellige med både nedskrevne værker og gennem den fri improvisation.
